Denne gode gamle kageklassiker går formentligt aldrig af mode, for den er nem at lave, smager fantastisk og kan varieres på rigtig mange måder.

Hvis ikke du ved, hvad en pund til pund-kage er, så har du noget at se frem til.

For det er nok nær en af verdens nemmeste kager at bage, da målene på ingredienserne er ens.

Man skal bare lige huske at blande dem på den rigtige måde, så kan det næsten ikke gå galt. Smør, sukker og æg skal piskes luftigt og vendes forsigtigt med melet, så kagen forbliver luftig.

Opskriften herunder tager udgangspunkt i en pakke almindeligt smør, det vil sige 250 gram, og dermed skal der også 250 gram mel, sukker og æg i.

Man behøver ikke veje æggene af, hvis det skal gå hurtigt. De fleste æg i supermarkedet vejer omkring 60 gram, så man kan nøjes med at bruge fire æg.

Derudover skal der lidt salt og en teske bagepulver i dejen, og man er i princippet klar til at fylde formen op og bage kagen.

Men hvis nu det skal være lidt mere festligt, er det nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan komme i en pund til pund-kage.

Man kan bruge vanilje eller vaniljesukker, man kan pynte kagen med frugter som eksempelvis halve blommer, eller måske ville en dejlig smørecreme gøre underværker oven på kagen, når den er kølet af?

I versionen herover har vi blandet den populære amerikanske krydderiblanding - pumpkin spice - i hvedemelet, pyntet med æbler og drysset med mere pumpkin spice, der er blandet med sukker.

Herunder får du opskriften på pumpkin spice, som du også kan bruge til at lave lækker cafe latte med.